#StyrkFilmskolen
Target:
Filmskolens ledelse og Kulturministeriet
Region:
Denmark

For at styrke Den Danske Filmskoles fremtid, har vi brug for en diskussion af akkrediteringsmulighederne.

Efter møde med kulturminister Mette Bock den 1. marts 2018, er det blevet 100% klart, at ønsket om at akkreditere Den Danske Filmskole som femårig bachelor-kandidatuddannelse udelukkende er på tale, fordi Den Danske Filmskoles egen ledelse har anmodet om det.

I ledelsens foreløbige plan for omlægningen (som fremlagt i korrespondance til kulturministeriet: Aktindsigt fra KUM 01.02.2018), ser vi en række negative konsekvenser såsom:

- Bevillingerne til fire år skal strækkes over fem år (dvs færre økonomiske resourcer)
- Årligt optag og afgang med kun 2-3 elever på hver faglinje
- De tre instruktørlinier (dokumentar, fiktion og animation) vil blive lagt sammen til én instruktørlinie med "toner i" de forskellige retninger.
- Færre filmproduktioner
- Mere fællesundervisning

Desuden er vi blevet fortalt at de faste fagledere der kontinuerligt følger eleverne og tilrettelægger undervisningen, vil blive erstattet af et nyt system (som ikke er færdig udformet) styret af studiekontoret.

Vi mener at Den Danske Filmskole skal være toneangivende for fremtidens filmindustri, men vi tror ikke, at den femårige bachelor-kandidat-model er måden at gøre det på. Vi ser derimod en stor risiko for at skolen under denne model vil miste betydelige kerneelementer, som giver den det høje kunstneriske og faglige niveau den har i dag. Vi mener derfor, at skolen skal akkrediteres som "ikke indplaceret" kunstskole.

Den Danske Filmskole giver eleverne et unikt og fælles kunstnerisk udviklingsmiljø inden for bl.a. ledelse, fortælling, iscenesættelse samt visuelle og auditive aspekter. Vi vil gerne støtte Den Danske Filmskole i at blive fremtidssikret ved at udvikle de undervisningsmetoder der virker, og forny sig ved f.eks. at implementere de positive ting fra Bologna (såsom tydeligere undervisningsplaner og internationalt samarbejde), uden at vi går på kompromis med kvalitetsniveauet, og underlægger os et regelsæt vi ikke kan styre.

Ifølge Bologna-aftalen er det muligt at akkreditere Den Danske Filmskolen som “Ikke Indplaceret”. Det vil betyde, at vi kan udvikle Filmskolen og fastholde det nuværende niveau af resourcer til filmproduktioner og fagspecialisering, samt bevare strukturen med 6 elever på hver faglinje, optag/afgang hvert andet år, og profesionelle faglærere der tilrettelægger undervisningen.

For at trænge igennem overfor politikere og skolens ledelse, er det vigtigt at påvise, at et stort antal af skolens elever og branchens aktører foretrækker at udvikle Den Danske Filmskole indenfor den nuværende grundstruktur, akkrediteret som "ikke indplaceret" fireårig kunstskole.

Vi ønsker en høring hvor branchen samles og diskuterer sagen åbent.

Skriv under hvis du er for at nytænke Den Danske Filmskole som "ikke indplaceret" fireårig kunstskole og er enig i, at vi derigennem bedst sikrer uddannelsens fremtidige kvalitetsniveau.

GoPetition respects your privacy.

The Styrk Den Danske Filmskole petition to Filmskolens ledelse og Kulturministeriet was written by Styrk Filmskolen and is in the category Miscellaneous at GoPetition.

Petition Tags

#styrkfilmskolen